OBS! Ny e-mail-adresse:
frisporet@frisporet.dk
De Hvide Busser i H0 for første gang.

Ovenfor ses en kolonne Hvide Busser passere en baneoverskæring i Nordtyskland i det spæde forår 1945, hvor Anden Verdenskrig omsider nærmede sig afslutningen. I anledning af 65-året for Befrielsen har Frisporet udsendt en ultralille serie Hvide Busser i autentisk udførelse. Serien er allerede udsolgt, men en ny serie er klar i løbet af marts måned. Se nærmere under "Danske Modelbiler H0".
Inden længe kommer årets første hus-nyheder, det lille ledvogterskur og trinbrættet, begge i nylavede resinstøbninger fra det tyske firma Danscale. Se billederne herunder.

Dette er det første billede af det kommende trinbræt-skur. Modellen er ikke helt færdigudviklet, bl.a. kommer der flere detaljer så som en ægte epoke III-postkasse, men det giver et godt fingerpeg om modellen. De flotte skilte er leveret af Skilteskoven v/ Jørgen Røn. Trinbræt-skuret forventes hjemme i løbet af marts 2010. Pris som byggesæt 139,00 kr.

Og mens vi er i gang med nyhederne, viser vi her den anden, kommende model, den lille ledvogterhytte i færdigsamlet og bemalet tilstand. Også på lager til marts. Pris 149,00 kr (byggesæt). Som det kan ses, er der tale om præcisionsstøbninger i resin, og det er to små, klassiske perler til modelbanen.
Se i øvrigt Danscales hjemmeside for yderligere oplysninger: www.danscale.com.
Og så er der dømt istid!!! Nye forsyninger på vej - isbiler i isvinteren...

De seneste nyheder er forskellige modeller af vogne fra Lyngby Fløde Is-fabrik, cremefarvede med rød-gul-sorte dekorationer, inspireret af gamle fotografier. Fabrikken lukkede i 1978, men mens den eksisterede, dækkede den især Storkøbenhavn og Nordsjælland med ispinde, soft-ice og spiseis. Se flere fotos af modellerne under "Danske Modelbiler i H0". På billedet ovenfor ankommer nogle af bilerne til fotograferingen.
Helt aktuel er ligeledes DSB-lastvognen med anhænger, se nedenfor. To forskellige vognnumre, forskellige nummerplader påtrykt. Også andre nyheder på bilmarkedet, bl.a. Chevrolet El Camino, Moskvitch 403, Wartburg, Trabant og VW Caddy.
Den stolte DSB-chauffør poserer ved sit nye lastvognstog, opstillet til ære for hans gamle far, der mindes sin tid som kusk i Dragerforeningen.

Billedet viser sprøjtehuset ved landsbyens gadekær - i øvrigt komplet med fritgående gæs, fotograferet i det dejlige vintervejr.
Byggesættet af det lille sprøjtehus fra Den Fynske Landsby (se forbilledet ovenfor) er støbt i resin, og de få dele samles nemt og hurtigt med cyanolim. Mure er støbt i ét, ligesom taget på forhånd er samlet. Bemaling skal foretages af modelbyggeren selv - vejledning er vedlagt. Det er den første, danske model, som Danscale sender på markedet, men den følges som nævnt snart af andre.
Bedford serie A-lastvognen er stadig på lager, men kun i den blå udgave.

En stille stund ved pakhuset - chaufføren nyder sybnet af den nye Bedford-lastvogn
Mere nyt:
Frisporet har eneretten i Danmark til import af Ford Cortina, Ford Anglia, Hillman Minx, Skoda 120 og mange, mange andre biler fra vvmodel, såvel i byggesæt som i færdigmodeller. Endvidere har vi rettighederne til modellerne fra Makette, der laver flotte H0-modeller af franske og tyske banevogne, især epoke II/III. Makette laver også ark med faste skruekoblinger i H0. Nyheder i år bliver bl.a. biltransportvogne med franske modeller - Renault 4 og 5, Peugeot 404, Citroén GS og Ami 8 - samt den unikke 'Præsident de Gaulle'-vogn, Citroën DS Chapron. Bilerne vil også kunne købes separat. Inden længe bliver nyhederne lagt ind på hjemmesiden i en ny rubrik. Ring/skriv for information - det er flotte sager.

Til gengæld er det slut med bilerne fra Irma Kaffe og Irma Frugt, Carlsberg-bilerne, Kosangas og KGR-skraldevognen. Albani- og Hellerup Is-bilerne lakker også mod enden.
Paul Lehmann-Scaniaen er på lager. Modellen inkluderer den toakslede påhængsvogn, og det var et vogntog, der prægede landevejene specielt i 1970'erne. Bemærk, at det er udgaven fra tiden før, at det store Dannebrog blev anbragt på siderne.
DSB-snuderutebilen på Mercedes O 3500-basis kan bestilles igen. Det er ikke en normal lagervare, så hvis du ønsker en DSB-snuderutebil, vil der gå nogle uger fra bestillingen, til modellen er klar. Forventet leveringstermin ca. midten af marts. Der er mulighed for flere varianter - f.eks. i 'krigsudgave' med påbygget gasgenerator (model Imbert), bagage på taget osv. Kom med dit forslag - så kigger vi på det.
Den store Mercedes-rutebil (O 6600), som Frisporet lavede i vinteren 2008-09, kan bl.a. ses på Københavnerbanen på Danmarks Jernbanemuseum i Odense, der har udstillet et par eksemplarer.
Til dato har Frisporet udsendt over 35 forskellige danske modeller med kendte firmanavne og reklamer - lige fra Kgl. Post, DSB rutebiler, last- og varevogne, Tekno, Lyngby Fløde Is, Kosangas, BP, DDSF, Carlsberg, Albani over Stjernen og FAF til Skjold Burne Vine, Irma Frugt og Irma Kaffe, Arla/Karoline, Hellerup Is, Nørre Uggelsø Rutebil og Danish Dynamite. Og serien fortsætter naturligvis, vi har flere projekter liggende klar til at live op her i vinteren. Du kan holde dig orienteret her på siden eller gennem annoncerne i 'banen'.
Og for at undgå misforståelser eller forgæves henvendelser - alle Frisporets produkter er til H0/1:87 og som regel hjemmehørende i epoke III (cirka 1945-70) med enkelte undtagelser.

Ovenfor ses det allerførste 'prøveskud' af forårets nyhed, det vestjyske redningshus, som det findes flere steder langs Vestkysten, bl.a. i Sønderhp på Fanø, hvor dette står. Bygningerne er meget karakteristiske med gule mure og i reglen grønne porte med korslagte Dannebrogsflag. Graveringerne af mursten m.v. er 100 % perfekt og nøjagtig. En model, vi vender tilbage til senere.
Bestilling og betaling
Nye kunder skal som hovedregel betale forud. Jeg beder alle kunder om at afvente en svarmail fra mig, inden indbetaling foretages, da portoen skal beregnes individuelt i hvert enkelt tilfælde. Mindstetakst vil dog altid være kr. 16,00, som typisk dækker over 1-2 mindre nkl. emballage. Forsendelse vil i hovedreglen ske som maxibrev, undtaget i særlige tilfælde. Mindsteprisen for pakker (med erstatningspligt for Post Danmark) er 75,00 kr indtil 5 kg.
Betaling kan ske enten med check, kontanter, frimærker, med girokort eller via netbank. Frisporets bankkonto er Danske Bank 09 96 47 67 11 63 73.
Med venlig hilsen,
Flemming Søeborg
Frisporet, Landbrugsvej 8, 5260 Odense S., Danmark.
Tlf. 62 21 25 50 - Fax 62 21 25 59 - CVR 25 00 68 95.
Ny e-mail: frisporet@frisporet.dk
À jourført tirsdag den 9 marts 2010 kl. 15.30.
Udenlandsk bankkonto: IBAN DK 77 30 00 47 67 11 77 28, Swift DABADKKK.
NB! Please note, that these offers are strictly limited to the countries in the EU. No mail or parcels will be sent to overseas countries due to costums regulations*.
* Det gælder desværre også Norge, hvor toldreglerne er for restriktive.
x
Stork, stork langeben, hvor var du så længe - i Holland, siges det. Nu findes den også hos Frisporet. |