|
OBS! Nu med ætset tagbagagebærer!
I anledning af 65-årsdagen for kørslen med De Hvide Busser i marts-april måned 1945 har Frisporet i 2010 lavet en model af disse legendariske busser. Historien om busserne burde være kendt af enhver - kort fortalt drejede det sig om en fantastisk hjælpeaktion, sat i gang i krigens sidste måneder under Røde Kors's ledelse.
Hele historien om aktionen skal ikke genfortælles her, men så meget kan siges, at det drejede sig om at redde så mange som muligt af de danske og norske internerede i de frygtelige, nazistiske tilintetgørelseslejre (KZ-lejrene), især Neuengamme og Buchenwalde.
I løbet af få dage lykkedes det at samle hundredevis af rutebiler, lastvogne og andre køretøjer hos DSB og private vognmænd til transporten af de mange tusinde syge og afkræftede fanger væk fra det nazistiske Tyskland. Køretøjerne blev malet hvide og udstyret med store Dannebrog på siderne - nogle fik stutflag, andre splitflag - samt flag på taget, således at de ville kunne genkendes af de allieredes jager- og bombefly fra luften. På tagbagagebæreren lå reservehjul, generatorbrænde, mælkejunger, værktøj, bagage, sågar øl og snaps blev medbragt. Snapsen blev brugt som 'betaling' eller smøremiddel over for tyske embedsmænd og lejrvagter.
Frisporets model baserer sig på en tidstypisk snuderutebil, som er modificeret ret omfattende: Forrest er der monteret ekstra køler + rørforbindelse, på taget er den spinkle bagagebærer anbragt, og bagest er der monteret stige samt gasgenerator model 'Imbert'. Generatorerne var - ligesom rutebilerne - af vidt forskelligt udseende: Nogle var høje, andre lave, de fleste var sortmalede, men der fandtes også hvidmalede gasgeneratorer. De fleste var af mærket 'Imbert', omend der også fandtes generatorer fra B&W.
Siderne og taget er dekoreret med Dannebrog, og på bagagebæreren er der diverse, passende gods, herunder det uundværlige, kløvede bøgebrænde, sække og reservehjul. For- og baglygterne er afblændet, og nummerpladen er den såkaldte 'vanteplade'. Der er tale om unikke modeller - hver enkelt er individuelt gestaltet, således at der aldrig kommer til at være to helt identiske modeller. Flag samt nummerplader er fremstillet af Skilteskoven, Odense.
Modellerne kan også købes på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Den udstillede rutebil af mærket Triangel på museet var med i kortegen af Hvide Busser, men er siden opmalet i den klassiske, røde farve.
|