|
Blandt de cirka 140 isfabrikker,der fandtes i Danmark indtil 1970, hørte den ret kendte Lyngby Fløde Is-fabrik, der lå i Lyngby nord for København. Fabrikken blev grundlagt under navnet Lyngby Mælkeforsyning og Iskremfabrik i 1929 på Boulevarden i Lyngby. I 1934 blev den overtaget af fabrikant Frithjof Storm. Nogle år senere flyttede den til Christian X.'s Allé 3, også i Lyngby, hvor den lå indtil lukningen i 1978. Telefonnummeret var Ly(ngby) 129.
Fabrikken havde igennem årene forskellige vare- og lastvogne, der leverede is til kiosker og butikker, mest i det nordsjællandske område - samt til enkelte forretninger i København. Vognene fra Lyngby Fløde Is var opsigtsvækkende med den glade, isspisende sol-mand i swingpjattetøj og den flotte funkisskrift, som varierede noget gennem tiden. En af lastvognene var i øvrigt mørkegrøn, en noget aparte farve for en isbil.
I Lyngby bogen fra 1981 fortæller sønnen Lars Storm detaljeret om livet på fabrikken og distributionen af isen, og det er tankevækkende, at man langt op i tiden klarede sig uden fryserum til lageret - man hentede ganske enkelt isblokke i Vintappersøen om vinteren og lagrede dem i jordhuler sammen med den færdige spise-is. Isen kunne så holde sig til langt hen på sommeren.
Fabrikken måtte som de fleste andre, danske isfabrikker lukke som følge af kampen med de multinationale koncerner. Nu kan man - i det mindste en miniature - genskabe svundne tider med denne Hanomag-lastvogn, dekoreret med de autentiske reklamer fra isfabrikken. Bemærk, at nummerpladen er fra Nordre Birk - altså præcis fra det område, hvor isfabrikken lå (A 9455 - sort emaljeplade fra begyndelsen af 1950'erne).
Nyt oplag er klart.
|